Der var engang en mand ved navn Johnson,
han boede i et skur bag Fakta ved onsdagens sponsor-sponsen.
Han sagde: “Jeg er smart, jeg er kvik,
men snublede dagligt i sin egen musik.”

Johnson gik rundt i alt for små sko,
mente selv han var chef – men ingen sagde jo.
Han drak kaffe af kopper uden bund,
og undrede sig altid over, hvorfor den forsvund’.

Når Johnson talte, rimede det skævt,
han mente selv det lød klogt – men det lød bare lidt nært.
Han sagde “livet er hårdt, men jeg er hårdere”,
og gled så på isen – direkte på bagdelens blødere.

Til sidst sagde Johnson: “Det’ fint at være tosset,
for verden er mærkelig, og jeg er bare klodset.”
Så lo han højt, tog livet i favn,
for selv en Johnson kan ende med navn og gavn.